Walking in Memphis

Nu fik vi endelig taget os sammen til at vende næsen mod Memphis, Tennessee. De sidste par dage i New Orleans gik primært med at ligge ved poolen om dagen og feste hele natten. Bourbon street i weekenden er godt nok et stykke af amerikansk kultur – her hersker dobbeltmoralen udover alle grænser. Selvom der skal meget til, var vi to danskere meget chokerede over hvordan folk opførte sig. Det var helt sindssygt!! Resten af New Orleans var dog svær at forlade. Denne by har sjæl på trods af Katrina, korruptionen, turismen og hvad det ellers medfører.

I går tog vi toget op gennem Louisiana, Mississippi og endte til sidst her i Tennessee. Amtrak-togene kører meget langsomt, da skinnerne er privatejet og andre toge derfor har første prioritet samt at det var meget varmt, så de kørte langsommere end normalt. Vi synes dog, at det var helt i orden. Vi havde et kort stop i Jackson, hvor vi lige nåede at træde ud af toget. Det lignede mest af alt en spøgelsesby – ved ikke helt hvorfor Johnny Cash sang om den. Det var et dobbeltdækkertog og på første salen var en lounge, hvor sæderne vendte ud mod vinduerne. Her sad vi og kiggede på, at landskabet suste forbi og tiden gik meget hurtigt. Det var meget surrealistisk, at køre gennem Mississippi mens solen gik ned. Det var mest natur, men engang imellem dukkede en lille fattig flække op – det var præcist som man kender det fra filmene: de små huse med veranda og adskillige biler i haven. Herovre er der åbenbart ikke samme strenge miljø- og støjregler for afstande mellem toge og beboelsesområder – vi kørte nærmest igennem folks baghaver.

Vi havde jo ikke fået booket noget værelse, da det eneste hostel her i Memphis ikke tog telefonen – selvom vi havde ringet til dem en del gange. Det er et hostel der ligger inde i en kirke og derfor er afhængig af mere eller mindre frivilligt arbejde og derfor ikke er helt så organiseret. Vi ankom kl halv elleve om aftenen i Memphis og fandt en taxichauffør der vidste hvor kirken lå – han underholdte os på vejen med dårlige Elvis-imitationer. Da vi ankom til kirken var der fuldstændig mørkt og mennesketomt – efter en halv times tid med banken på døre, vinduer osv. opgiver vi og beslutter os for at forhøre folk om eventuelle moteller i nærheden. Det var et område med mange barer, så vi går hen og snakker med en flok venner, der sidder udenfor ved nogle borde foran en bar. De tilbyder straks, at vi selvfølgelig bare sover hos en af dem – som om det er det mest naturlige i hele verden! Vi skulle rigtig bo hos en der alligevel ikke skulle bruge hans lejlighed hele weekenden – hvor der var swimmingpool. Men da et par af pigerne tilbød at tage os med i byen, crashede vi hos en af dem i stedet.

Vi tog hen på en rigtig fed lokal bar ”Wild Bill” – ved ikke helt officiel den var. Det var tre lange borde hvor der blev serveret kæmpe øl og ”champale”. I hjørnet fyrede et rigtig fedt band den af med blues, soul, rock og dansegulvet var fyldt. De piger vi var i byen med var vildt sjove og kendte en masse mennesker. Vi dansede på Wild Bills til lukketid, hvorefter vi kørte hen til en rigtig illegal honky tonk bar ved navn Andy’s. Det er egentlig ulovligt at servere alkohol efter kl 3, men politiet sad derinde i fuld uniform og bevæbnet og drak med. Vi spillede en slags bord-curling og snakkede med en masse sjove mennesker – og en masse rednecks. Det er spændende og tragisk at høre hvordan desegrationen af skolerne fuldstændigt er mislykkedes. Da man blev tvunget til at blande hvide børn med sorte børn i skolerne, lavede Memphis en bus-ordning, hvor børn blev kørt hen til en skole, der måske lå langt fra hvor de boede. Det skabte en del flere racial tensions – der i allerhøjeste grad stadig eksisterer. De hvide flyttede ud af byen for at deres børn ikke skulle gå på en skole langt væk og ikke have nogle venner i området. Det betød, at det kun var de fattige, sorte der blev tilbage i downtown Memphis. I dag har vi hørt at der kun bor 5 % hvide i centrum af Memphis – ved ikke om det er overdrivelse, men der er rigtig, rigtig mange sorte. Memphis er en meget fattig by, mange lever under fattighedsgrænsen og er derfor nødsaget til at begå kriminalitet for at overleve. Og skolerne i indre by er naturligvis meget dårlige og resursefattige – det er virkelig en ond cirkel. Så ja, den busordning har haft stor betydning for byen.

Vi tog hjemad fra byen ved en 6-tiden, mens politiet stadigvæk fyrede den af oppe i baren. Hjemme hos Robin (hende vi boede hos) sad vi ude i haven et stykke tid inden vi gik i seng – ja, så det var egentlig en ret lang dag. Vi fik et par timers søvn, da vi søndag morgen ville til Al Greens Gospel gudstjeneste, da vi trængte ret meget til at blive ”saved”. Det værste ved Memphis er at der mere eller mindre ikke eksisterer et offentligt transportsystem – så man er ret afhængige af taxier og det kan hurtigt blive en dyr affære. Selve gudstjenesten var ret skuffende – The Reverend Al Green himself var ikke tilstede og det var primært hvide mennesker blandt ”publikum”. Så gik ikke særlig meget amok og der var ingen der besvimede eller noget. Der blev selvfølgelig prædiket om Elvis – hvor han blev sammenlignet med Jesus. Memphis er en meget lille by – i kirken sad der en som havde været med i byen aftenen før.

Vi tog tilbage til Robin for at finde ud af hvordan vi fik anskaffet os et sted at sove. Hendes roommate underviste tilfældigvis i fægtning i den kirke hvor hostellet lå og havde en adgangskode til at komme ind. Det viste sig at der telefon og internet havde været nede de sidste par uger og de var derfor umulige at få fat på. Vi har nu et rum til $40 pr. nat, så det er udmærket. Hver dag har man hver en chore – i går skulle vi fx gøre køkkenet rent og vaske vinduer. Det er et lidt uhyggeligt sted synes jeg – meget institutionsagtigt og her er bare ingen mennesker. De som er her, hilser næsten ikke engang – meget anderledes end New Orleans. Man må selvfølgelig ikke larme efter kl 22 eller have alkohol på værelset, da det er en kirke.

Robin havde egentlig inviteret os med ud og se meteorregn sammen med en flok af hendes venner, men vi mistede desværre hendes mobilnummer. Vi tog i byen på Beale Street der er en mini-udgave af Bourbon street – og dansede hele natten til et blues band. I går tog vi ud til Graceland, men da vi først kom sent derud og man skulle vente 2 timer på at komme på en meget dyr mansion tour opgav vi – og blot studerede de mange mærkelige Elvis-fans. Vi fandt dog ud af, at man skulle passe på hvad man sagde, da der af en eller anden grund var rigtig mange jyder. Vi tog på The Civil Rights Museum – da vi synes Martin Luther King var lidt mere interessant end the king of rock’n’roll. Museet ligger i Lorraine Motel, som er der hvor han blev skudt.

Det var en rigtig fed og lærerig oplevelse – det var utrolig flot sat op og man fik en ide om hvor slemt det har været herovre for den sorte befolkning og på mange måder stadig er. Der var fx en bus, hvor chaufføren råbte af en hvis man satte sig ned. Om aftenen tog vi byen her i området og mødte nogle af dem vi var i byen med første dag – som sagt en meget lille by. Vi festede hele natten igen og kom først hjem her til morges.

Vi har booket rum her til og med i nat – så i morgen tager vi mod den endelige destination – Nashville, Tennessee.

Hvordan går det derhjemme?

Kram Sanne